Anduma Vinbar

Velkommen

Lige ned af Grønnegade, bare 20 skridt fra gågaden i Vejle ligger Anduma Vinbar. En lille, hyggelig og stemningsfyldt vinbar med et udpræget fokus på… Vin! Her er der levende lys, vinen flyder, man kan spise let og godt, man kan gemme sig i hjørnet, eller vi kan nørde sammen i baren. Og her anbefales det at man altid fortaber sig, griner højt, lader sig servicere og nyder en god smagsoplevelse. Velkommen!

Stedet

Hos Anduma Vinbar handler det om vin. Og man bestemmer selv om det skal være uforpligtende og afslappende, eller vi skal nørde og dykke ned i historien bag vinen, men hyggeligt og festligt skal det altid være!  
Det er ikke det smarteste eller mest eksklusive sted, vi er lidt old school og nede på jorden, og mest af alt vil vi bare hygge om dig og forkæle dig med gode smagsoplevelser i en uhøjtidelig stemning. 
Det er et sted til et afslappende glas efter arbejde, til at nyde et let måltid og en flaske, eller til en lille bytur.

Vinen

Vi kender vores vin og vi har holdninger til vin. Vores vinkortet rummer omkring 50 forskellige vine som alle sælges på glas og selvom ambitionen er konstant at udvikle kortet har vi altid noget til enhver stil.
Der er fokus på egen importeret vin, og vi arbejder udelukkende med små kvalitets orienterede producenter, der bruger deres tid i marken og laver usminkede, ærlige vine. Gerne økologiske, biodynamisk eller endda naturvin. Point, klassificeringer, status og andre ligegyldigheder giver vi ikke så meget for, det handler om kvalitet og særegen.
Så kom endelig ned, få et glas og måske samtidig udvidet din horisont! Vi er klar til at lytte og finde det der er lige dig.
NB: Alt vin kan også købes ud af huset til hyggelige stunder derhjemme.

Maden

Pålæg og ost! Charcuterie et fromage! Det lyder lidt bedre på fransk.. Men det er hvad du kan nyde hos os, sådan overordnet set. De bedste oste, pølser og skinker vi kan opdrive fra danske, franske, italienske og spanske producenter. Alt efter hvor sulten du er og hvad dine ønsker måtte være, serverer vi det med hjemmebagt brød, tapanader, oliven, olie, pesto, sødt, surt. Hvad vi nu har lavet til den enkelte uge.
Om du er til en snack eller et måltid er op til dig, og hvis du har nok i et glas vin, så dømmer vi ikke.

Om mig

Jeg hedder Troels og er ejeren af Anduma Vinbar og du må nok finde dig i at det primært er mig du møder hernede. Jeg kommer fra en familie, hvor det at smage på vin altid har fyldt en del, og selv har jeg arbejdet i flere forskellige vinbutikker og en enkelt vinbar i Aarhus.
Udover det har jeg arbejdet på en vingård i Piemonte og derigennem fået jord under neglene og tilegnet mig en unik erfaring indenfor vinens verden. Ligeledes har jeg importeret vin siden 2015, og udover at servere og snakke om vin, er noget af det sjoveste jeg ved at toure Europa rundt i jagten på dygtige vinproducenter.

Carousel 6 Column